Abstract
Mod slutningen af Ida Jacksons essayistiske erindringsværk Morfar, Hitler og jeg (2014) besøger Jackson en butik, der sælger gammelt militærudstyr, som ligner det, hendes morfar, Per Pedersen Tjøstland, var iført, da han i 1942-3 kæmpede på Østfronten som norsk frivillig i den tyske hær. Hun vil prøve på egen krop, hvordan det føles at være iført den nazistiske uniform, så hun kan fornemme, hvordan det var at være i hans krop under krigen. Hun vil gerne overskride grænsen mellem det, hun har læst om krigen, og det, som hendes morfar faktisk følte, så hun kan nærme sig den kropslige erfaring af krigen og derved komme nærmere det traume, som krigen efterlod ham med. Håbet for hende er at nå en tilstand, hvor krigen ikke bare er en ophobning af frygtelige, men også distancerede historier knyttet til en levet og erfaret virkelighed.